Hemingway havde en dybtgående indflydelse på moderne litteratur med sin præcise prosa. Hans karakteristiske skrivestil skinner igennem i Den gamle mand og havet. Denne artikel undersøger dens karakteristika og den betydning, der er indlejret i værket.
Den gamle mand og havet, betragtet som et af de største mesterværker af Ernest Hemingway, en repræsentativ forfatter inden for amerikansk litteratur i det 20. århundrede, er en novelle med en relativt simpel handling. Den fortæller historien om Santiago, en fattig og uheldig gammel fisker, der vover sig langt ud på havet og fanger sit livs største fisk. Men under sin kamp for at lande den kæmpestore fisk tiltrækker duften af dens blod en flok hajer. Til sidst vender han tilbage til havnen med kun fiskens bare ben tilbage.
"Den gamle mand og havet" indeholder ingen særlige drejninger eller konflikter. Indholdet er enkelt, og den har kun to hovedpersoner. Hvis man læser originalteksten uden forudgående kendskab, kan man forveksle den med et eventyr, ikke kun på grund af titlen "Den gamle mand og havet", men også på grund af dens lette, enkle ord og sætninger. På grund af dette kalder mange mennesker "Den gamle mand og havet" "en roman, der nemt kan narre dig". Det skyldes, at læsere, der tror, det er et let stykke på grund af dets alt for enkle ordforråd og sætninger, bliver overraskede over den vedvarende resonans, værket først efterlader efter at have lukket den sidste side.
Den gamle mand og havet er bredt anerkendt som Hemingways fineste værk blandt hans egne forfatterskaber. I løbet af sin levetid udgav Hemingway syv romaner, seks novellesamlinger og to faglitterære værker. Efter hans død blev der udgivet yderligere tre romaner, fire yderligere novellesamlinger og tre faglitterære værker. Blandt dette store værk erklærede Hemingway Den gamle mand og havet for at være "det fineste værk, jeg nogensinde kunne håbe på at skrive". Det Svenske Akademi nævnte hans ekstraordinære fortælleteknik og "den dybe indflydelse på stilen i moderne litteratur" som begrundelser for at vælge Hemingway som modtager af Nobelprisen i litteratur.
Hemingways motivation til at skrive Den gamle mand og havet går tilbage til april 1936. Samme år udgav han et essay i Esquire-magasinet med titlen "Historien om en gammel mand, der alene i en lille båd gik ud på Cubas dybhav og fangede en stor blå marlin, men blev slæbt med i to dage." Den gamle fisker i dette essay fangede den enorme fisk, men han måtte kæmpe med en flok hajer, der blev draget af blodlugten. Til sidst vendte han tilbage til havnen og hentede en fisk, der havde mistet halvdelen af sit kød, så kun omkring fire hundrede kilogram var tilbage.
To år senere begyndte Hemingway at skrive Den gamle mand og havet baseret på denne oplevelse, men han satte projektet på pause for at skrive romanen For hvem klokkene ringer, der foregår på baggrund af den spanske borgerkrig, der netop var brudt ud. *For hvem klokkene ringer* blev udgivet i 1940 og opnåede så stor succes, at den blev overvejet til Pulitzerprisen i 1941. Hemingway formåede dog ikke at producere noget væsentligt værk i de næste ti år. I 1950 udgav han derefter Across the River and into the Trees, som ikke kun blev hårdt kritiseret af kritikere, men også førte til påstande om, at hans karriere som forfatter var slut. Drevet af beslutsomheden om at bevise, at han ikke var færdig som forfatter, begyndte Hemingway at skrive Den gamle mand og havet. Han færdiggjorde værket inden for et år og udgav det i 1952. Romanen tog således seksten år fra idé til færdiggørelse.
Hemingway udgav sin roman første gang i fotomagasinet Life. Dette var første gang, en verdenskendt forfatter udgav et nyt værk i et magasin, før det blev udgivet som en bog. Nummeret af Life, der indeholdt romanen, blev fuldstændig udsolgt inden for to dage efter at have ramt kioskerne, med 5.3 millioner solgte eksemplarer. Bogversionen, der blev udgivet et par dage senere, solgte 153,000 eksemplarer og blev en øjeblikkelig bestseller med en enorm succes.
Mens nogle kritikere pegede på dens overdrevent sentimentale plot, dens kunstige karakterisering af den gamle fisker – der følte sig mere som en filosof – og dens åbenlyse kristne symbolik, fremkaldte Hemingways originale stil i Den gamle mand og havet, sammen med det modne syn på livet, der formidles gennem hans mesterlige fortælleteknik, reaktioner fra utallige læsere og kritikere om, at det var det fineste mesterværk blandt Hemingways værker. Desuden afviste Hemingway med dette værk fuldstændigt alle pessimistiske synspunkter om, at "han var færdig som forfatter".
Hemingways uovertrufne fortælleteknik og stil, som altid nævnes i Den Gamle Mand og Havet, er umiddelbart tydelig, når man læser værket på originalsproget. Hemingways prosa, der adskiller sig markant fra hans samtidige som James Joyce, berømt for sine komplekse sætninger, eller William Cuthbert Faulkner, berømt for sine lange, indviklede sætninger, der er værdige til Guinness Rekordbog, var så unikt særegen på det tidspunkt, at udtrykket "Hemingway-agtig" blev opfundet. Hans sætninger er robuste, præcise og tørre. Hans skrivning er karakteriseret ved solide, korte sætninger, der er udformet med omhyggelig og økonomisk brug af ord, fuldstændig fri for overflødige elementer. Hemingway-agtig skrivning kaldes ofte den 'hårdkogte stil'. Denne stil udelukker følelsesmæssige beskrivelser og overflødige modifikatorer, typisk skrevet præcist og tørt fra et tredjepersonsperspektiv. Hemingway valgte bevidst kun de mest grundlæggende og enkleste ord blandt flere synonymer med lignende betydninger.
Denne unikke fortælleteknik stammer fra Hemingways baggrund som journalist og krigskorrespondent. Efter at have afsluttet gymnasiet pjækkede han fra universitetet for at arbejde som reporter for The Kansas City Star. De principper for nyhedsskrivning, han lærte der, dannede grundlaget for hans karakteristiske stil.
Der findes en berømt anekdote om Faulkner, kendt for sin obskure og komplekse stil, der engang beskrev Hemingway som "en forfatter, der aldrig bruger et ord, som en læser skal slå op i ordbogen." Hemingway svarede igen: "Tror du, at man skal bruge store ord for at fremkalde store følelser?"
Denne debat mellem de to forfattere er meget tankevækkende. På det tidspunkt var den dominerende stil i angloamerikansk litteratur lang, kompleks og obskur, fyldt med store ord og udtryk. Læserne måtte ofte slå op i ordbøger gentagne gange under læsningen, og selv at forstå indholdet klart var vanskeligt. Inden for denne litterære virkelighed ændrede Hemingway den litterære verdens kurs med sin robuste og præcise stil og udøvede en dybtgående indflydelse på angloamerikansk litteratur.
At skrive enkelt og tydeligt er noget, alle nemt kan efterligne, men Hemingway perfektionerede en fortælleteknik, der tilførte konkret, poetisk billedsprog og rytme til denne enkelhed. Han indfangede den levende, håndgribelige spænding, der udfoldede sig øjeblik for øjeblik, og formidlede uudtalte indre tanker og selve karakterernes essens. Hemingway beskrev Den gamle mand og havet som skrevet efter 'Isbjergprincippet'. Kun en ottendedel af historien er synlig på overfladen; de resterende syv ottendedele forbliver uskrevne, nedsænket under overfladen. Denne 'nedsænkede del', som optager størstedelen af romanen, trækker læserne ind i processen med at fuldende historien ved at tvinge dem til at bruge deres fantasi til selv at opdage den.
Mens du læser og mærker sætningernes særpræg, lærer du også at værdsætte det unikke fortælleperspektiv. Grundlæggende fortælles Den gamle mand og havet fra et begrænset tredjepersonsperspektiv fra start til slut. Hovedpersonerne omtales ikke ved navnene 'Santiago' eller 'Manolin', men ved pronominerne 'den gamle mand' og 'drengen'. Især i de indledende og afsluttende afsnit, der omhandler begivenheder på land, indtager det begrænsede tredjepersonsperspektiv en objektiv holdning fra en ekstern observatørs position, hvor man kun observerer og beskriver eksterne fakta.
I scenerne, hvor den gamle mand kæmper alene mod fiskene i sin lille båd på åbent hav, antager fortællingen imidlertid formen af den gamle mands konstante monolog. Dette muliggør brugen af det begrænsede tredjepersonsperspektiv, samtidig med at effekten af en førstepersonsroman opnås. Den gamle mand taler uophørligt til sig selv, og hans monologer, næsten uden kommaer eller anførselstegn, skifter subtilt til en intern monolog og en form for begrænset bevidsthedsstrøm.
Da Hemingway blev spurgt om romanens symbolik, sagde han: "Havet er bare havet, den gamle mand er bare den gamle mand, og hajen er bare hajen – intet mere, intet mindre." Det vil sige, at han ikke bevidst tilførte romanen symbolik. Kristne billeder findes dog ofte i Den gamle mand og havet.
Formen på såret på den gamle mands håndflade, skåret over af fiskesnøren, mens han kæmper mod fisken, og Santiagos villighed til at ofre sit liv i kampen mod den fisk, han betragter som sin 'bror' - selv mens han udholder ekstrem smerte - portrætterer den gamle fisker som en martyrlignende figur. Da hajerne ankommer, udstøder den gamle mand et skrig, der kunne være kommet fra en person, hvis "søm var gået gennem hans håndflade og ind i træbrættet bag hans hånd." At bære masten op ad bakken til sin hytte fremkalder billedet af Jesus, der bærer korset op til Golgata. Den gamle mands figur, der ligger udstrakt, da han vender hjem, ligner også billedet af Jesus, der er naglet til korset.
Navnene på hovedpersonerne i "Den gamle mand og havet" svarer også til nøglepersoner i Bibelen. Den gamle mands navn, 'Santiago', og hans medfisker 'Federico', som gav ham fiskehovedet, er spanske versioner af navnene på fiskerne blandt Jesu tolv disciple, 'Jakob' og 'Peter'. 'Manolin' betyder også 'frelser' på spansk.
Hemingway er en amerikansk forfatter, der repræsenterer den "tabte generation" sammen med F. Scott Fitzgerald og Thomas Stearns Eliot. Den "tabte generation" refererer til unge mennesker i 20'erne og 30'erne, der oplevede Første Verdenskrig, enten direkte eller indirekte. Efter at have været vidne til utallige meningsløse dødsfald, blev de desillusionerede, mentalt og fysisk arrede, mistede troen på traditionelle værdier som mod, patriotisme og maskulinitet og drev formålsløst rundt, mens de fikserede på materiel rigdom. I den litterære verden forlod forfattere fra denne generation Amerika og blev primært aktive i Paris, hvor de blev fordybet i eksistentialisme og nihilisme. Disse to filosofier, der er forankret i værkerne af S. Kierkegaard og Friedrich Nietzsche, påvirkede også Hemingways litterære verden; en følelse af tomhed og nytteløshed gennemsyrer hans tidlige værker. I sit sidste store værk, Den gamle mand og havet, præsenterer Hemingway dog et modent perspektiv på den tragiske ironi i menneskets skæbne. Gennem den gamle fisker, der overvinder modgang med ukuelig vilje, "knust men ikke besejret", afslører han en dyb forståelse af livet.
Hemingway, der var kendt for sit overdrevne drikkeri, jagt, sport og kvindebedåreri, havde primært hovedpersoner i sine værker, der repræsenterede traditionelt maskuline værdier som mod og udholdenhed. Disse hovedpersoner, ofte kaldet "Hemingways kodehelte", undgår prætentioner, lever enkle, men givende liv, fokuserer intenst på umiddelbare udfordringer og udviser mod, beslutsomhed, udholdenhed og beslutsomhed, der ikke rokkes af ydre begivenheder. Santiago, hovedpersonen i Den gamle mand og havet, eksemplificerer denne "kodehelt"-arketype, men han adskiller sig fra hovedpersoner i Hemingways tidligere værker.
Hvor hovedpersoner i tidligere værker udspiller sig på baggrund af civiliserede verdener som Europa eller Spanien, hvor de dannede strukturer af konflikt og konfrontation mellem mennesker, foregår Den gamle mand og havet på baggrund af den nye verdens amerikanske hav, der danner en struktur af mennesket mod naturen. Desuden kæmper den gamle mand alene mod en kæmpe fisk, et symbol på selve naturen, i det enorme hav, der repræsenterer den store naturverden.
Men for Santiago er naturen ikke et objekt, der skal erobres. Han er en mand, der anerkender sin enhed med naturen, tilpasser sig dens naturlige orden og nærer ærbødighed for den. Forfatterens syn på naturen er tydeligt i den gamle mands medfølelse og kærlighed, der vises den skrøbelige fløjtende fugl, havskildpadden og det par blåfisk, han fangede i fortiden, såvel som hans fortrydelse over at måtte dræbe den fisk, han betragter som sin "bror". Dette fører til refleksion over de uundgåelige betingelser for overlevelse i livet, hvor man skal leve i harmoni med naturen.
Den britiske digter og kritiker Samuel Johnson sagde, at det tager hundrede år at bedømme, om en forfatter vil blive husket for evigt. Kun ved at betragte værket fuldstændig løsrevet fra forfatterens liv eller historiske kontekst kan man korrekt vurdere, om det har værdien til at blive et udødeligt mesterværk. Hemingway har endnu ikke nået sit hundredeårsjubilæum, men han har sikret sig sin plads som en definerende amerikansk forfatter i det 20. århundrede. Dette skyldes ikke kun den dybe indflydelse, hans særprægede stil udøvede på moderne angloamerikansk litteratur, men også fordi hans værker fortsat giver læsere en frisk følelsesmæssig resonans på tværs af alle epoker, steder og omstændigheder.
